Søgning


Regler

Studie og ordensregler for hhx-uddannelsen på Ribe Handelsskole


Formål
Det er formålet med disse studie- og ordensregler, at bidrage til et godt undervisningsmiljø på Ribe Handelsskole.

Almindelig orden og samvær
De almindelige regler for voksenadfærd og god opførsel gælder selvfølgelig også på Ribe Handelsskole, overtrædelse kan efter konkret vurdering føre til sanktioner.

Derudover har vi af praktiske grunde indført følgende få regler:

  • Der må kun ryges på rygetorvet uden for indgangen mod øst, -indgang C
  • Der er forbud mod at indtage alkohol eller euforiserende stoffer i skoletiden
  • Klassen sikrer selv et godt miljø i eget lokale. Klassen sørger derfor for at holde orden i lokalet. Når lokalet forlades, skal alt affald være lagt i papirkurven. Flasker, brugt service m.v. skal være sat på plads i kantinen på afrydningsvogn
  • Kontaktlæreren udarbejder i samråd med klassen retningslinier for alm. adfærd
  • Skolen har synlig rengøring. Det betyder, at rengøringsassistenterne begynder at gøre rent først på eftermiddagen. Vis derfor respekt for deres arbejde og tag hensyn til dem og følg deres anvisninger, når de beder dig om det.

Elevernes pligt til at være studieaktiv
Du har pligt til aktivt at deltage i undervisningen.

Det indebærer, at du skal:

  • Møde til undervisningen (både klasse-undervisning, virtuel-undervisning og fællesarrangementer)
  • Aflevere dine skriftlige opgaver rettidigt
  • Deltage i prøver (f.eks. terminsprøver, årsprøver)
  • Deltage i ekskursioner (se evt. rejsereglerne på intranettet)
  • Deltage i anden forlagt undervisning

I det efterfølgende uddybes mødepligten og aflevering af skriftlige opgaver:


Mødepligt/fravær
Der er mødepligt til undervisningen, og der bliver ført protokol i alle timer. Du har ikke krav på, at blive ført tilstedeværende til undervisningen efter fraværsregistreringen er foretaget.

Er du forhindret i, at møde til undervisningen bl.a. på grund af sygdom skal du ringe afbud til skolen i tidsrummet kl. 7.30 – 8.00.

Du har pligt til at meddele din kontaktlærer planlagt fravær til f.eks. læge-, tandlægebesøg, session m.v. inden fraværet.

Fravær der har en varighed over én dag meddeles til uddannelsesleder.

Det er dit ansvar ved fravær selv at orientere dig om det det faglige indhold af undervisningen og så vidt muligt selvstændigt at behandle de relevante faglige problemstillinger.

Hvis dokumentation for fraværet er påkrævet, er det skolen, der efter konkret vurdering afgør hvilken dokumentation, der betragtes som fyldestgørende.

Det er dit ansvar at fremskaffe dokumentation for sygdom, behandlingsforløb o. lign. Eventuelle omkostninger herved påhviler dig.

Skolen følger løbende op på evt. fravær, og der er regelmæssig kontakt med den lærer, der er din kontaktperson. Løbende er der samtale med kontaktlærer, hvor alt fravær vurderes.

Ved uacceptabelt højt fravær træder følgende procedure i kraft:


  1. Samtale med kontaktlærer, mundtlig advarsel, noteres i ringbind på lærerværelse.
  2. Samtale med kontaktlærer og studievejleder, skriftlig advarsel underskrevet af elev. Eleven udformer en ½ side, om hvordan indsatsen forbedres. Forældre orienteres.
  3. Samtale med kontaktlærer og uddannelsesleder, skriftlig advarsel med orientering om konsekvenser ved overtrædelse. Sendes anbefalet til forældre.

Alt efter forsømmelsernes karakter kan konsekvenserne blive:

  • Eksamen i fuldt pensum i et eller flere fag
  • Bortvisning med tilbud om at bliver selvstuderende
  • SU stoppes, hvis det forsømte ikke kan indhentes

Sanktionerne meddeles skriftligt. Der er mulighed for at klage over afgørelsen til skolens forstander/souschef eller undervisningsministeriet inden 14 dage.


Aflevering af skriftlige opgaver
Faglæreren registrerer løbende dine afleveringer af skriftlige arbejder.

Du skal rettidigt aflevere skriftlige opgaver, der i kvalitativt og kvantitativt følger de krav, der er fastsat for de stillede opgaver i hvert fag.

Ved aflevering af skriftlige arbejder senere end det rettidige afleveringstidspunkt uden aftale med faglæreren, har du ikke krav på evaluering af det afleverede.

Hvis en opgave er afskrift af en anden opgave eller i øvrigt vurderes at være snyd, tæller opgaven ikke som afleveret.

Hvis en elev ikke overholder reglerne for aflevering af skriftligt arbejde, træder proceduren med 3 samtaler i kraft (beskrevet under mødepligt/fravær).


Sanktionerne kan ud fra en konkret vurdering være:

  • Eksamen i fuldt pensum i et eller flere fag
  • Kort afleveringsfrist for manglende opgaver

Øvrige sanktioner i forhold til dårlig studieadfærd
Efter konkret vurdering kan følgende sanktioner også iværksættes.

  • Fratagelse af bærbar pc
  • Udelukkelse fra deltagelse i diverse arrangementer
  • Udelukkelse fra deltagelse i studieture.

Oprykning.
Oprykning til næste klassetrin er betinget af dit tilstrækkelige udbytte af undervisningen. Ved skoleårets afslutning vurderer skolen den enkelte elevs standpunkt og udbytte af undervisningen.

Du har krav på oprykning, når du har 02 eller derover i vægtet gennemsnit af de karakterer, der er opnået ved afslutningen af et skoleår og har aflagt de krævede prøver, herunder årsprøver.

En elev kan nægtes oprykning til næste klassetrin, hvis:

  • elevens vægtede gennemsnit ved skoleårets afslutning er under 02
  • hvis det på baggrund af den løbende evaluering vurderes, at elevens udbytte af det hidtil gennemførte undervisningsforløb ikke har været tilstrækkeligt.

I vurderingen kan indgå overvejelser om:

  • Aflevering af skriftlige arbejder
  • Fraværsniveau, herunder årsager til fravær

Klage
Der kan klages over alle afgørelser til skolens forstander/souschef eller undervisningsministeriet inden 14 dage.

Link

Skolen følger nedenstående bekendtgørelse og vejledning. Her kan du læse mere.

https://www.retsinformation.dk/Forms/R0710.aspx?id=25217
http://147.29.40.91/_LINK_0/0&ACCN/C20060009260